TRANEVÅR 2017 UDSTILLING 20. MARTS – 17. APRIL KL. 10:30 – 17:00 VELKOMMEN!

23. marts 2017

8000 RASTENDE TRANER IDAG - SKAL VI RUNDE 10000 TIL WEEKENDEN?

Før solopgang her til morgen. I tusmørket kan man skelne sangsvaner og en enkelt pibesvane, sammen med bramgæs.
Før solopgang. Tranerne står i vandfladerne, fylder dem næsten helt. Bramgæs i luften. De står tidligt op.
Så er solen oppe, og tranerne er flyttet over på engen.

Dejlig, vindstille morgen i Pulkens Utemuseum. Allerede ved halv femtiden imorges var jeg ude i haven og lytte til det massive kor af knurrende traner. Tranen har en "nattelyd", jeg skal ikke kunne sige om de ikke også bruger den om dagen, men hvis de gør, drukner den i hvert fald i alt råberiet. Om nattener de mere lavmælte, og da lyder der fra traneflokken en lav, knurrende rumlen, som ikke er ulig et fjernt tog. Det frøs halvanden grad og i god tid før solopgang bevægede jeg mig ud til Utemuseet, som fugletårnet i Pulken kaldes. Alle traner stod stadig på overnatningspladserne, dvs.



ude i vandfladerne. Kun Ulf var allerede mødt op, han kørte rundt ude på engen i hans traktor og spredte korn til tranerne.

Og der var godt nok mange, det kunne jeg se med det samme. Mit umiddelbare gæt var mindst 6000, og efter en stund ankom fotografen Karlo, som kunne fortælle, at der var mindst 8000. Det var gårsdagens tælling endt på. Jeg tror det gerne, igår havde vi klart vejr med flotte, hvide skyer og en hård sydvestenvind, som nærmest ikke var til at holde ud, at være ude i. Lige det rette vejr til tranetræk. Allerede sidst på formiddagen ankom den første flok og tiltrækket blev ved til det blev mørkt.
Billede fra igår eftermiddag. Ankommende traner.






Her er en gruppe, lige over huset. De er begyndt at kaste sig i et stejlt glid, for at få k
Det skal blive interessant at se, hvordan det kommer til at udvikle sig de kommende dage. Idag er der lovet meget svag nordøstenvind, foreløbig er her vindstille, men imorgen skal det blive jævn sydvestenvind. Det er ikke umuligt, at det bliver i år, at Pulken runder 10.000 rastende traner. Det kunne f.eks. blive imorgen aften.

Her ses bl.a. trane, vandrefalk, gråand og gravand.
Andre småobs fra de seneste dage: I dag sidder en adult vandrefalk på en pæl, mens tranerne myldrer omkring den. Stadig 2k pibesvane, ankomst af rødben og gransanger. i forgårs gik en umærket stork omkring mellem tranerne, og det er den "bedste" stork jeg har set her. Den sørgede jeg sandelig også for, at få set fra haven. Man kunne jo spørge Ulf, om der er en af hans storke, som har tabt alle ringe, men hvorfor dog ødelægge de små fornøjelser man har?

20. marts 2017

ÅBNINGSDAG

Ung Pibesvane i Pulken

I dag en hel del traner. Uden at have talt dem, vil jeg hævde, at her er nok. Helt gråt på Matningsfältet. Det ligner noget i retningen af 2000, hvilket skal tages som "et kvalificeret slag på tasken". Krikænderne er taget til i antal gennem de seneste dage. Knarænder, rørhøge og regnspover er også kommet og hver nat spiller bekkasinerne. Denne tid er også præget af blisgæssenes gennemtræk. Flokke passerer, nogle raster - op til omkring 170 har græsset i Pulken, sammen med nogle få bramgæs. Stor tornskade ser jeg næsten hver dag. Særlig morgenerne er fine, det klare lys får afstandene til at synes korte, og ænder og svaner træder tydeligt frem i den oversvømmede eng.

Jeg har åbnet min udstilling i dag, og i løbet af eftermiddagen blev jeg færdig med det meste. Det har været nogle lange arbejdsdage henover weekenden og jeg kan godt mærke i ryggen, at jeg har skåret passe partout. Nu sidder jeg tilbage med den altid lidt surrealistiske følelse det er, at omdanne sit hus til et galleri. Er det bare noget jeg leger, eller vil nogen rent faktisk finde vej herind? Jeg burde egentlig tage nogle billeder af ophængningen.

Endelig har jeg også haft lejlighed til at fordøje lidt indtryk, pibesvanen ovenfor er inspireret af en fugl som lå herude for et par morgener siden.


19. marts 2017

UDSTILLING TRANEVÅR 2017 - 20. MARTS - 17. APRIL


TRANEVÅR 2017
CARL CHRISTIAN TOFTE
Härnestadsvägen 127, 296 91 Åhus
20. marts - 17. april 2017
Hver dag kl. 11:00 - 17:00

Velkommen til min niende udstilling i Pulken. I år kommer jeg til at præsentere noget af dét, som jeg har arbejdet med i løbet af 2016. Illustrationer til bogen "Danmarks Pattedyr fra Istid til Nutid", forfattet af Kim Aaris-Sørensen, har lagt beslag på meget af min tid. I forbindelse med dette værk har jeg bl.a. illustreret syv nedslag i Danmarks natur, fordelt over de seneste 50.000 år. At genskabe danske, forhistoriske landskaber har krævet intensiv og langvarig research. Denne er naturligvis baseret dels på fundmaterialet af pattedyrknogler, men nok så meget har pollendigrammer og kendskab til- og analyse af landskabelige dynamikker spillet ind.

Dertil har jeg skrevet- og illustreret en bog om havens fugle - titlen er "Havens Fugle -som jeg ser dem". Danmarks almindeligste småfugle, som jeg oplever dem her i haven i Härnestad, i baggården i Sydhavnen - hvor jeg nu tilbringer meget af min tid - og fuglene, som jeg ser på Vestre Kirkegård, efter jeg har afleveret børnene i skole og børnehave. Det er de fugle, som udgør lydtapetet i vores hverdag, livet på foderbrædtet. Jeg er, her som altid, optaget af, at fortælle den historie, som jeg kan relatere personligt til. Jeg fortæller måske ikke alt, hvad du kunne ønske, men til gengæld også noget, som du ikke vidste du ville vide. Illustrationerne er passionerede artsportrætter - det har været noget af en udfordring at illustrere dét, jeg netop troede mig at kende til bunds.

Endelig udkom i 2016, endelig - endelig! bogen "Birds of Bolivia". Jeg har deltaget i arbejdet på denne bog siden 2006, og blandt de illustrationer, som jeg bidrager med i bogen, daterer nogle sig tilbage til mit strandede arbejde med Brasiliens fugle, som tog sin begyndelse i år 2000, og som ebbede ud, da jeg kørte træt i at skrive fondsansøgninger i stedet for at gøre hvad jeg er bedst til. At bogen "Birds of Bolivia" endelig er udkommet, markerer for mig et landemærke. Bogen er pt. endnu kun udgivet i Bolivia, men det er meningen, at den snarest mulig skal udgives i Europa og USA. Forhandlinger med Lynx Edicions, forlaget bag mastodontværket "Handbook of the birds of the world" er igang.

Jeg er stadig bagud med alt, ikke mindst på grund af de to måneder, som jeg tog ud af kalenderen, for at male og realisere værket "Tranefrise". Denne kæmpeakvarel på 15x1,5 meter har i løbet af 2016 været udstillet på Johannes Larsen Museet, Sophienholm og Vendsyssel Kunstmuseum. Snart vender den hjem til et efterliv i min kælder; jeg håber den var med til at vise, hvad jeg ville kunne præstere, hvis ikke jeg altid var spændt inde mellem momsregnskaber, ansøgninger om formular A1 etc.

Nu vel, VELKOMMEN til udstillingen "Tranevår 2017" i Pulken, Härnestad!

De bedste hilsener

Carl Christian Tofte

27. december 2016

OVERVINTRENDE TRANE

Pulken lige nu
Rigtig god, og ret normal, vinterbirding, er hvad vi oplever i Pulken i disse dage. I går var en dag, hvor en panorering gav vandrefalk, fjeldvåge og stor tornskade. Havørn ses daglig, men dagen idag har skilt sig ud, idet hele 10 havørne opholdt sig på Pyramideengen hele formiddagen, sammen med årets overraskelse, en trane, som gør overvintringsforsøg. Tranen så jeg første gang den 18. december og den hænger altså ved endnu, i det milde vejr.
Og mildt er det, men kun hvad angår temperaturen. Natten bød, også her, på storm. Stormen medførte en strømafbrydelse, som varede hele natten frem til kl. 07:50. Den omfattede tilsyneladende hele Åhus og flot var det, hele horisonten rundt, kun at se mørke.
Af fugle, som er i spil i Pulken for tiden, kan fremhæves følgende liste:

Havørn: mindst 9 immature og en adult
Fjeldvåge: 1 adult
Blå kærhøg: 1 adult han, 1 1k, 1 hun/1k
Vandrefalk: 1 adult
Trane: 1 adult
Isfugl: 1 (i Graften, særlig omkring ”Brovalla”)
Sortspætte:1
Stor tornskade: 2

Dertil overnatter hver nat en mængde sædgæs, grågæs og sangsvaner. De ankommer hver aften, når det nærmest er mørkt, og forlader Pulken i det første morgengry. Da vandstanden, i hvert fald indtil i dag, har været meget lav, overnatter de udelukkende nede i Syd-Pulken. Med stormen er vandstanden imidlertid steget, og her til aften synes jeg det lød som om, at de omsider også har indtaget Pulkens centrale bassin – og det er noget jeg har savnet, for det er en udsøgt fornøjelse, at åbne terrassedøren om morgenen og se direkte ud på hundreder af gæs og svaner. Vi får se i morgen tidlig.

Vattenriket i øvrigt
Vandstanden i Äspets lagunesø, Korran, er meget høj i år. Her ligger hundreder af dykænder, især troldænder, men også rigtig mange bjergænder. Da jeg besøgte Äspet i forgårs (den 25. dec) lå også 18 knarænder i Korran, samt en hel del krikænder og en meget sen skeand. En gråmåge, som var rapporteret rastende på Karet, skæret ud for Äspet, den 24. december, så jeg derimod ikke noget til. Det passer meget godt med, at en gråmåge blev set ved Gislöv den 25.
Ved Åhus Golfbane er en høgeugle blevet rapporteret i snart et par måneder. Jeg har ikke set den endnu, men har dog heller ikke gjort nogen større indsats for at finde den. Den kan sagtens være på plads.

 I går var jeg et smut forbi Friseboda. Stormen var under opsejling, og den kraftige fralandsvind gav en underlig, urolig havoverflade. Fugle var der ikke mange af, kun en flok på syv sortstrubede lommer, to fløjlsænder, to sortænder og en toppet lappedykker. At det var så ringe må tilskrives vejret. Det er lidt usædvanligt at besøge Friseboda uden at se nordisk lappedykker.

16. oktober 2016

PLESKII TIL MANGE MEN SIBIRISK JERN TIL ALLE!


Endelig en mulighed for, at klemme noget ”hårdskådning” ind i hverdagen. Min frustration over sibirisk jernspurv i Brantevik, og ikke mindst en azurmejse, gjorde, at hele familien gik sammen om at få far i felten – og tusind tak for dét.

Azurmejsen var et virkeligt kølleslag, og selvom jeg i dagevis havde længtes til Brantevik, smed jeg jernspurven væk, og valgte at twitche azurmejsen. Efter at have afleveret Ingeborg og Solveig til mormor og morfar i Ronneby fortsatte jeg derfor østpå til Øland.
Netop da jeg havde passeret Ølandsbroen, fik jeg en sms-besked fra Jan Speierman om at en sibirisk jernspurv netop var opdaget i København, som jeg havde forladt fire timer forinden! Det er naturligvis dejligt, at blive informeret, men i situationen følte jeg mig som en idiot. Ved 15-tiden var jeg fremme i Grönhögen. Det viste sig, at azurmejsen var fløjet ad helvede til nordpå ved tolvtiden, efter et close encounter med nogle fuglefotografer, og jeg blev anbefalet at gå en tur nordpå langs stranden. Mejsen havde nærmest udelukkende fourageret på den stenede strand, så jeg gik langs stranden, som til min overraskelse vrimlede af småfugle. Her søgte de føde i læ for den hårde østenvind. Fuglekongerne vimsede om mine fødder, gransangere, rødhalse og blåmejser opførte sig nærmest som skærpibere.

Jeg gik langs stenstranden, til den afløstes af rørsump og strandsiv. Oppe ved strandsumpen stod en gruppe fuglekiggere, og jeg fik forevist en blåhals og en plettet rørvagtel, som jo var fint, men bevidstheden om alt det jeg var gået glip af, nagede alligevel. Det var en lang vej tilbage, dog flushede jeg endnu en blåhals, og så ved man da i hvert fald, at man har været grundig.
Så var det faktisk også næsten mørkt, og jeg begyndte i stedet at lede efter et sted at overnatte.

I morges begyndte jeg igen min søgen efter azurmejsen, men efter en times søgen uden held, valgte jeg at satse på en af de fem sibiriske jernspurve, som var blevet set dagen forinden.
Den nærmeste var set ved Parboängs badeplads, og heldigvis var den hjemme. Straks efter min ankomst hoppede den frem, og sad frit fremme i tangen, hvor den pudsede sig og viste sig frem, som den virkelige ”cosmic” den er. Jernspurve og rørspurve var der også, og en overflyvende laplandsværling hørtes. Det lettede alt sammen, og jeg besluttede at droppe yderligere futile strandvandringer efter azurmejsen. I stedet kørte jeg mod Degerhamn, hvor endnu en sibirisk jernspurv var set dagen før.

På vej nordpå kom jeg gennem Albrunna, hvor jeg stødte på et typisk Ølandsfænomen, nemlig mængder af parkerede biler og fuglekiggere overalt. Tilspurgt fortalte de, at det var en hærfugl de ledte efter, men nok så vigtigt, var der også en som ytrede, at azurmejsen var ”ifrågesatt” som mulig blåmejse x azurmejsehybrid. Jeg gad ikke snuse rundt efter en hærfugl, men fortsatte til Degerhamn.

I Degerhamn stod en hel del rådvilde fuglekiggere og kiggede på en bunke grene. Den sibiriske jernspurv var muligvis inde i bunken, men der var også en fugl, som var fløjet væk fra bunken, måske, måske ikke, netop jernspurven.
Mens de andre kiggede på grene gik jeg og en anden ud i området for at lede. Min makker genfandt jernspurven, hvilket jeg nærmest måtte hive ud af ham. Svenske fuglekiggere udtaler sig kun direkte adspurgt, og da tøvende. Jeg ved sgu ikke hvad det er med dem. Jeg hev frem, at han havde set den flyve, men havde mistet den i et stort tæt urtebed inde i havnen.
Vi tilkaldte de andre, og så stod vi alle en stund og botaniserede i urtebedet, men snart diffunderede de fleste væk igen. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg kan godt lide, at der kommer styr på fuglen. Når der er 99% chance for, at den fugl man eftersøger sidder et bestemt sted, synes jeg det er dumt, at forlade stedet. Samtidig er en crowd altid bange for, at agere for aggresivt og derfor var det godt, at ”crowden” gik. Det gav friere handlemuligheder. Vi var der jo alle for at se fuglen, og jeg foreslog derfor de to tilbageblevne, at vi trawlede igennem buskadset. Dét gav pote, og den sibiriske jernspurv fløj over på en mole, hvor den sås super fint af os, og den efterhånden tilstrømmende fuglekiggerhob, i de tidsrum den var ude af urtevegetationen.

Efter en god halv time fløj en fugl bort fra det urtebed vi observerede. Alle kiggede mod det sted den var landet. Der flaksede en fuglekonge omkring, og alle svenskerne vendte tilbage til jernspurvens tidligere opholdssted. Jeg var dog ikke rigtig tilfreds, og undersøgte i stedet det sted, hvor en fugl var set lande. Der sad ganske rigtigt den sibiriske jernspurv, og jeg tilkaldte igen twitcherne, men fortsatte selv, da jeg havde set en fugl flyve videre. Mens alle andre igen nød jernspurven var jeg var langt i forvejen, og kunne konstatere en gransanger, men jeg noterede, at jeg fik en stalker, som åbenbart havde fået det indtryk, at det var mig som bestemte hvor jernspurven var.

Under almindelig snak fik jeg forevist et billede af azurmejsen. Det bekræftede den formodning jeg var blevet præsenteret for i Albrunna tidligere. Der er tale om en klokkeklar hybrid. Grönhögen-”azurmejsen” har kun de to ydre halefjer hvide, samt en lille hvid plet i spidsen af den tredieyderste. Det er altså en såkaldet ”pleskii” altså en fugl, som er krydset med blåmejse. Den kan derfor aldrig blive godkendt af ”Raritetskomiteen” som azurmejse. Ikke at det rydder min ærgrelse over ikke at have set den af bordet.
Men det hjælper.

PLESKII TIL MANGE MEN SIBIRISK JERN TIL ALLE!


Endelig en mulighed for, at klemme noget ”hårdskådning” ind i hverdagen. Min frustration over sibirisk jernspurv i Brantevik, og ikke mindst en azurmejse, gjorde, at hele familien gik sammen om at få far i felten – og tusind tak for dét.

Azurmejsen var et virkeligt kølleslag, og selvom jeg i dagevis havde længtes til Brantevik, smed jeg jernspurven væk, og valgte at twitche azurmejsen. Efter at have afleveret Ingeborg og Solveig til mormor og morfar i Ronneby fortsatte jeg derfor østpå til Øland.
Netop da jeg havde passeret Ølandsbroen, fik jeg en sms-besked fra Jan Speierman om at en sibirisk jernspurv netop var opdaget i København, som jeg havde forladt fire timer forinden! Det er naturligvis dejligt, at blive informeret, men i situationen følte jeg mig som en idiot. Ved 15-tiden var jeg fremme i Grönhögen. Det viste sig, at azurmejsen var fløjet ad helvede til nordpå ved tolvtiden, efter et close encounter med nogle fuglefotografer, og jeg blev anbefalet at gå en tur nordpå langs stranden. Mejsen havde nærmest udelukkende fourageret på den stenede strand, så jeg gik langs stranden, som til min overraskelse vrimlede af småfugle. Her søgte de føde i læ for den hårde østenvind. Fuglekongerne vimsede om mine fødder, gransangere, rødhalse og blåmejser opførte sig nærmest som skærpibere.

Jeg gik langs stenstranden, til den afløstes af rørsump og strandsiv. Oppe ved strandsumpen stod en gruppe fuglekiggere, og jeg fik forevist en blåhals og en plettet rørvagtel, som jo var fint, men bevidstheden om alt det jeg var gået glip af, nagede alligevel. Det var en lang vej tilbage, dog flushede jeg endnu en blåhals, og så ved man da i hvert fald, at man har været grundig.
Så var det faktisk også næsten mørkt, og jeg begyndte i stedet at lede efter et sted at overnatte.

I morges begyndte jeg igen min søgen efter azurmejsen, men efter en times søgen uden held, valgte jeg at satse på en af de fem sibiriske jernspurve, som var blevet set dagen forinden.
Den nærmeste var set ved Parboängs badeplads, og heldigvis var den hjemme. Straks efter min ankomst hoppede den frem, og sad frit fremme i tangen, hvor den pudsede sig og viste sig frem, som den virkelige ”cosmic” den er. Jernspurve og rørspurve var der også, og en overflyvende laplandsværling hørtes. Det lettede alt sammen, og jeg besluttede at droppe yderligere futile strandvandringer efter azurmejsen. I stedet kørte jeg mod Degerhamn, hvor endnu en sibirisk jernspurv var set dagen før.

På vej nordpå kom jeg gennem Albrunna, hvor jeg stødte på et typisk Ølandsfænomen, nemlig mængder af parkerede biler og fuglekiggere overalt. Tilspurgt fortalte de, at det var en hærfugl de ledte efter, men nok så vigtigt, var der også en som ytrede, at azurmejsen var ”ifrågesatt” som mulig blåmejse x azurmejsehybrid. Jeg gad ikke snuse rundt efter en hærfugl, men fortsatte til Degerhamn.

I Degerhamn stod en hel del rådvilde fuglekiggere og kiggede på en bunke grene. Den sibiriske jernspurv var muligvis inde i bunken, men der var også en fugl, som var fløjet væk fra bunken, måske, måske ikke, netop jernspurven.
Mens de andre kiggede på grene gik jeg og en anden ud i området for at lede. Min makker genfandt jernspurven, hvilket jeg nærmest måtte hive ud af ham. Svenske fuglekiggere udtaler sig kun direkte adspurgt, og da tøvende. Jeg ved sgu ikke hvad det er med dem. Jeg hev frem, at han havde set den flyve, men havde mistet den i et stort tæt urtebed inde i havnen.
Vi tilkaldte de andre, og så stod vi alle en stund og botaniserede i urtebedet, men snart diffunderede de fleste væk igen. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg kan godt lide, at der kommer styr på fuglen. Når der er 99% chance for, at den fugl man eftersøger sidder et bestemt sted, synes jeg det er dumt, at forlade stedet. Samtidig er en crowd altid bange for, at agere for aggresivt og derfor var det godt, at ”crowden” gik. Det gav friere handlemuligheder. Vi var der jo alle for at se fuglen, og jeg foreslog derfor de to tilbageblevne, at vi trawlede igennem buskadset. Dét gav pote, og den sibiriske jernspurv fløj over på en mole, hvor den sås super fint af os, og den efterhånden tilstrømmende fuglekiggerhob, i de tidsrum den var ude af urtevegetationen.

Efter en god halv time fløj en fugl bort fra det urtebed vi observerede. Alle kiggede mod det sted den var landet. Der flaksede en fuglekonge omkring, og alle svenskerne vendte tilbage til jernspurvens tidligere opholdssted. Jeg var dog ikke rigtig tilfreds, og undersøgte i stedet det sted, hvor en fugl var set lande. Der sad ganske rigtigt den sibiriske jernspurv, og jeg tilkaldte igen twitcherne, men fortsatte selv, da jeg havde set en fugl flyve videre. Mens alle andre igen nød jernspurven var jeg var langt i forvejen, og kunne konstatere en gransanger, men jeg noterede, at jeg fik en stalker, som åbenbart havde fået det indtryk, at det var mig som bestemte hvor jernspurven var.

Under almindelig snak fik jeg forevist et billede af azurmejsen. Det bekræftede den formodning jeg var blevet præsenteret for i Albrunna tidligere. Der er tale om en klokkeklar hybrid. Grönhögen-”azurmejsen” har kun de to ydre halefjer hvide, samt en lille hvid plet i spidsen af den tredieyderste. Det er altså en såkaldet ”pleskii” altså en fugl, som er krydset med blåmejse. Den kan derfor aldrig blive godkendt af ”Raritetskomiteen” som azurmejse. Ikke at det rydder min ærgrelse over ikke at have set den af bordet.
Men det hjælper.

3. september 2016

TRANEFRISEN

Værket under ophængning 

Tranefrisens midtersektion, da den netop er klar, og endnu ligger på gulvet.

Mit hidtil største maleri ”Tranefrisen” kan fra 10. september til 6. november 2016 ses på Sophienholm i Kongens Lyngby. Værket er udarbejdet som triptykon, og vil på Sophienholm være ophængt på tre vægge i et rum, i modsætning til på Johannes Larsen Museet, hvor der var plads til at vise det på én væg. Tranefrisen er malet med lysægte akvarelfarver på 300 grams akvarelpapir af 100% bomuld. 

Selve udarbejdelsen af ”Tranefrisen” varede godt to måneder, ultimo marts til primo juni 2016. Idéen og tilløbene har dog stået på i årevis. ”Tranefrisen” er et koncentrat ni års erfaringer med tranerne i Pulken. Værket handler selv sagt om traner – som et ægyptisk gravmaleri er det en fortælling; den store fortælling er ankomst, rast og afrejse, dét jeg oplever under en tranevår. Indlejret er detaljeret tranesprog, tranernes pantomime af dans, trusler og positionering. Værket handler også om materiale og om komposition. Det vender jeg tilbage til.

Mit møde med tranerne i Pulken var omvæltende. Da jeg købte mit hus ved Pulken i Østskåne i 2007 vidste jeg da godt, at der overnattede nogle traner i Pulken om foråret. Det havde jeg da læst, men det var egentlig en biting. Jeg søgte et sted hvor jeg kunne se på fugle uden at skulle hjemmefra, og allerede da jeg engang i august lagde vejen forbi for at se, om huset var noget for mig, så jeg fire lærkefalke fra haven - samt at der var udsigt til vandflade - og det var sådan set alt nok. Den første vinter så jeg på gæs, svaner, elge og ørne og lærte en masse om dét. Det var spændende hver dag, en ny dato på et nyt sted, og jeg så frem til foråret, også tranerne, som jeg vidste ville komme. Omfanget havde jeg bare ingen idé om. At en fugl i den grad kan fylde et landskab, havde jeg aldrig kunnet tænke mig til. Det er en naturoplevelse af samme helt elementære kvalitet som havet eller en solnedgang. Siden da er tranen kommet til at fylde godt i mit liv. Den har gjort mig afhængig af vejret som en stenaldermand. Tranen som motiv er uudtømmeligt for mig, det befrugtes til stadighed af nye indsigter, som kommer gennem direkte skitsering i felten, gennem analyser af film og fotoserier og gennem stadige iagttagelser som stenograferes ned, ofte suppleret med de mest primitivt nedkradsede hieroglyffer.

Med ”Tranefrisen” ville jeg op i format, først og fremmest. Op hvor farven får lov at flyde og hvor akvarelfarvens muligheder kan udnyttes fuldt ud. Størrelsen giver rum for spontanitet i penselføring og valg af kolorit. Jeg ønskede at opnå den kolorit det giver, at kunne lade en hvilken som helst farve få plads, uden at den trækker det overordnede udtryk væk fra det udfaldsrum, som er mit. Jeg må, for at opleve værket som forløst, nødvendigvis ramme indenfor et område hvor min kærlighed til både motivet og farven er forløst. I det store format bliver papiret uhåndterbart; samtidig med, at akvarelmediet får sin optimale udtrykskraft, synes det, at nærme sig sin grænse. Jeg håber på at få mulighed for at bryde vejen videre.